Lokalhistorisk Forening
for Gislev, Kværndrup og Ryslinge Sogne

Gislev Sogn

Den østlige del af Gislev Sogn er jævnt bakket. Det højtliggende land får sin særlige karakter, ved at en række fladbundede dale med mere eller mindre stejle sider skærer sig ned i det. Disse dale er antagelig tunneldale, som er dannet under istidens gletschertunger. Den anseligste passerer Gislev Holme og landevejen mellem Gislev og Sandager.

Syd for dette dallandskab ligger der mellem Ravndrup og Sølt et småbakket terræn med højder på over 100 m. Grønbanke (119,4 m), Grønbjerg (119,3 m) og Modebjerg (103,7 m).

Klik på kortet, når musen føres henover, og kortet forstørres.

Kort over Gislev Sogn (identisk med Gislev Kommune indtil kommunalreformen i 1970) - jf. Trap, 1957.

I sognet ligger skovene Fjellerup Kohave, Ravnsmose, Landerne, Strarup skov, Ravndrup Vænge, Høvænge, Havrevænge, Lamdrup Kohave samt en del af Dyrehaven ved Herbæk.

Af større moser kan nævnes Bromade og moserne ved Gislev Holme.

Sognet gennemskæres af hovedvej 8 (Nyborg-Bøjden).

Følgende ejerlav findes i Gislev Sogn: Fjellerup, Gislev, Lamdrup, Ravndrup og Sandager.

Gislev Sogn består af landsbyerne: Fjellerup (1492), Gislev (1231), Holme (1462), Lamdrup (1407), Ravndrup (1497) og Sandager (1468). Gislev er den største af sognets landsbyer med 1241 indb. (2022).

Gislev

Gislev ligger i Gudme Herred og er nævnt første gang i året 1231 i formen Gysæl. Navnet er sandsynligvis en form for navneordet, glda. gisæl, som er brugt i betydningen fremspring - odde - hvilket kan hentyde til Gislevs beliggenhed på randen af en højderyg, der skyder sig ind i et lavt terræn.

Gislev er som landsby en adelby, der modsat de middelalderlige udflytterbebyggelser ikke er anlagt ved udflytning. Gislev er en kirkeby.

I Gislev sogn fødtes 1849 landmanden Rasmus Pedersen, 1860 politikeren J. C. Døcker og 1880 højskolemanden Hjalmar Gammelgaard.

Gislev Kirke: Den anselige kirke, der i katolsk tid var indviet til Skt. Vilhelm, er i sine ældste dele - fra omkring 1140 - en romansk kvaderstensbygning, bestående af kor og skib på en smukt profileret dobbeltsokkel.

I korets hvælv er en række sengotiske kalkmalerier fra omkring år 1500. Kalkmalerierne viser scener fra Jesu liv.

Foto: Edvin Larsen

Et medlemskab af Lokalhistorisk Forening er en støtte til det lokalhistoriske arbejde i den tidligere Ryslinge Kommune

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk